Lokalhistorisk arkiv for Als og omegn

Søndag den 11. juli 1954

Da Als var Nordjyllands musikalske tyngdepunkt

Ved hundredaarsdagen for den mærkelige landsbyspillemand Jens Fredeiksens fødsel

Søndag den 11. juli 1954

Den 27. juli er det hundrede aar siden, Nordjyllands mest navnkundige spillemand Jens Frederiksen, Als, fødtes. Der var dette ejendommelige ved denne sydøsthimmerlandske spillemand og musiker, at hans navnkundighed kom til ham paa hans gamle dage som spillemand for de nordjydske folkedansere, der en overgang var saa stærkt i vælten  herhjemme.

Ganske vist var Jens Frederiksen med sin store forkærlighed for vore gamle en tid næsten glemte bondedanse fra de gammeldags liegstouw’er selvskreven til at skulle spille til folkedans, men meget mere var hans livs virkelige indsats Paa musikkens omraade alt det, han i sit eget hjemsogn virkede igennem et saare langt liv lige fra ungdommen. Her saa at sige opdrog han sit sogns folk musikalsk, lærte en stor kreds af unge mænd at spille og tvang igennem slægtled en hel egns befolkning til at lytte til musik, som musik nu engang skal lyttes til. En slig musikalsk indsats et liv igennem lader sig ikke maale, og slet ikke vil den nogensinde naa at blive værdsat efter fortjeneste langt ud i videre kredse.

Jens Frederiksen, der var født i Als den 27. juli 1854, var søn af gaardmanden og hjemmedyrlægen Frederik Jensen med Smed som tilnavn. Paa mødrene side var Jens Frederiksen af den gamle Buus‑slægt i sognet, og herfra havde han sikkert sin musikalske sans, det har ligget latent hos de fleste Buus'er. Da Jens Frederiksen spillede ved folkedansetstævnet paa Nordjydsk Udstilling i juli 1933, bragte et af vore store hovedstadsblade en kronik om ham og hele hans musikalske indsats, samt billedet af himmerlandsspillemanden, staaende forrest i geleddet af sine syv sønner, der alle var spillemænd. Dette billede fristede straks vor berømte arvelighedsforsker professor Oluf Thomsen, der indhentede udførlige oplysninger om hele Jens Frederiksens slægt, saa langt tilbage som muligt.

Disse oplysninger lod ane, ad hvilken vej  netop spillemandens musikalske aare randt, og prof. Oluf Thomsen udtalte, at oplysningerne om denne spillemandsslægt var intet mindre end værdifulde for hans arvelighedsstudier.

»Forgjort i rytmedaaben«

Nok imidlertid om disse opsporinger.

‑ Jens Frederiksen var fra barn og ungdommen „forgjort i rytmedaaben”, som Aakjær har sagt det om sig seIv. I 1869 skal han have spillet til liegstouw for første gang som knap femtenaarig og  fejrede i 1939 sit halvfjersaars spillemandsjubilæum ved en større festlighed hvor den da 84 aar gamIe spillemand selv strøg fiolen for de mange gæster. Men det egentlige skub frem paa musikerens bane fik Jens Frederiksen da han aftjente sin værnepligt ved regimentsmusikken i Viborg. Her fik han smag for mere end de gamle bondedanse, lærte den teoretiske side af haandteringen, fik grundlaget indprentet og forstod selv sidenhen at gaa videre, til han kunne magte de opgaver, en orkesterleder og en musiklærer skal kunne magte. Med en klaverstemme i haanden skrev han stemmerne ud for mere end en halv snes instrumenter, arrangerede stadigvæk tilfældigt fundne lækkerbiskner i musik for hele sit orkester, eller ogsaa ofte kun for et mindre ensemble.

Som noget aldeles enestaaende for en landsby var det for et halvt hundrede aar siden almindeligt, at optrædende paa dilettantscenerne i syngestykker blev accompagneret af en strygekvartet, tit endda af en kvintet med fløjte eller klarinet tillige.

Og saa var der i denne spillemands virke særlig i de yngre dage to ting endnu -  hans oplæring af unge mænd til musikkere og hans opdragelse af befolkningen til et musikinteresseret publikum, to opgaver, det tog tid og krævede taalmodighed, men som lykkedes alligevel. Alle de unge, Jens Frederiksen lærte at spille eIler ihvertfald gav de grundlæggende færdigheder, gives der vel ikke tal paa. Disse mænd er forlængst blevet gamle, mange er døde, men alle blev de ved at spille og dannede igennem aarene den faste kærne i det  stedlige orkester. Halvt for spøg er det ofte blevet sagt, at i Als kunne mindst hveranden mand spille. Naar spillemændene ved festlige lejligheder trængte til en hvilepause og en opstrammer og gik fra tribunen, sad der straks andre paa deres pladser og spillede videre. Og det var Jens Frederiksens elever alle.

Et trekløver med held ved

I 1880 stiftedes i Als en af Danmarks allerældste afholdsforeninger, der tillige ved sit femogtyveaars jubilæum i 1905 stod som landets største lokalforening under Danmarks Afholdsforening. I 1885 byggede denne forening sit eget hjem paa de naturskønne Als bakker, og i de aar, der nu fulgte groede der et stærkt folkeliv frem med dette afholdshjem som midtpunkt. Ungdommen lærte her at samles til liegstouw'er uden spiritus, store folkelige møder blev der holdt mellem aar og dag, og ikke mindst de mere selskabelige sammenkomster blev her noget for sig selv, som man ikke mødte noget andetsteds ude i landsbyerne. Ikke sjældent blev der indbudt til en »aften« med underholdning med sang og musik, lidt oplæsning ogsaa.

Tre af egnens mænd var nerven i disse aftener, alle tre hver for sig stærkt særprægede personligheder. Jens Frederiksen var selvfølgelig musikkens mand. Byens førstelærer igennem en menneskealder S. Bach, var sangens med sine vekslende sangkor igennem aarene. Lærte Jens Frederiksen de unge mænd at spille og de ældre at lytte, saa lærte lærer Bach sine børn fra skoletiden af og videre frem at synge, som det ikke i hine dage kendtes andre steder.

Den tredie af mændene var afholdsforeningens formand igennem vel to snese aar, ejeren af Als Nygaard, Marcus Jensen, der som ung var kommet fremmed til sognet og blev der resten af sit liv. Naar ædrueligheden i Als sogn var større end noget andetsteds i disse aar, og naar afholdsforeningen og dens hjem saa at sige samlede hele egnens folkeliv om sig, skal det nu saa mange aar efter siges, at maaske var den vægtigste bevæggrund her Marcus Jensens meget særprægede personlighed al beskeden og fordringsløs fremtræden tiltrods. Der stod en forunderlig respekt om hans person, en respekt skabt og næret af den myndighed, ubestikkelig hæderlighed, urokkelig besindighed og sjælelig ligevægt altid vil give. Og hertil kom saa den indflydelse, social stilling lægger til. Det er i denne forbindelse nødvendigt at nævne disse tre mænd sammen, fordi ingen enkelt af dem alene ville have evnet at give en hel egns befolkning det præg af at være nogle fodsbred foran andre egnes, et præg som alle fremmede nok maatte sande fandtes i Himmerlands allersydøstligste hjørne i disse aar.

En skat gik op i røg

Men alting skifter og ændres her i livet, hver ting har sin tid. Her opløstes triumviratet, og paa sine ældre dage gled Jens Frederiksen mere og mere over til de gamle bondedanses verden. Han havde fra ungdommen givet dem en stor plads i sit musikkerhjerte. Der levede fra ældre tid paa egnen i erindringen en  mængde gamle spillemandsstykker fra den tidligere nu afdøde gamle spillemand Prost-Jørrens?? tid. Disse danse var ikke at finde nedskrevet i noder nogetsteds, men en musikalsk og meget danselysten ældre bonde huskede dem.

Han huskede ganske vist ikke dansene paa kommando, men som han allerbedst gik hjemme og røgtede i stalden, dukkede uforvarende en af disse gamle dansemelodier op, og han sang dem da. Han sang og sang, mens han strøg hjemmefra ind over markerne til byen til Jens Frederiksen og raabte langt bort: „Nu haar a jen ijen!”

Og Saa satte de to bønder sig ind ved langbordet, den ene sang, mens den anden skrev noder. Paa denne maade fik Jens Frederiksen igennem faa aar samlet en hel samling af egnens gamle bondedanse. Saa brændte hans gamle bondehjem ned til grunden en sommerdag i 1908, og mængde uerstattelige noder, deriblandt alle de gamle danse, gik op i røg.

To højdepunkter

I Jens Frederiksens trekvarthundredaar lange spillemandstilværelse blev der to højdepunkter, som han først naaede som ældre mand. Det første var symfonikoncerten en søgnedags aften i marts 1917. Ved denne lejlighed stod denne Himmerlands‑spillemand for første og eneste gang i sit lange liv paa podiet med taktstokken i haanden. Hans symfoniorkester var paa tyve mand, alle paanær pianisten egne elever. Den store sal i afholdshjemmet var ved denne lejlighed godt besat med tre-fire hundrede tilhørere, der alle var mødt frem for musikkens skyld. Det kunne ikke andet end være en stor oplevelse for Jens Frederiksen med denne koncert dens stilfærdige forløb tiltrods. Men ingen kunne se det paa ham. Da han efter koncerten blev lykønsket, smilte han nærmest lidt forlegen i sit graa skæg og sagde med sit særegne skulderryk: „Jo, det gik vist ikke saa galt!”

Det andet højdepunkt faldt en del aar senere. Jens Frederiksen var gennem statsskovrider Poul Lorenzen, Skørping, kommet i forbindelse med de nordjydske folkedansere og var paa disses saa meget omtalte Englands-togt folkedansernes eneste spillemand. Han naaede paa denne udlandsfærd, hans eneste iøvrigt, at spille solo for sine folkedansere i Albert Hall i London.

Endnu et minde fra en svunden tid maa drages frem ved dette hundredaar. Jens Frederiksen var aldrig nogen kirkens mand. Lige til sin død som snart halvfemsaarig vedblev han gennem sin daglige avis at staa i nær forbindelse med de hovedstadskredse, hvor Hørups aand i de unge aar herskede. Men samtidig sad de gamle bondetraditioner som fastnaglet i hans sind. Kirken var en af disse. Als kirke havde ikke dengang noget egentlig orgel, bare et lille harmonium, der ved den aarlige liturgiske juleaftensgudstjeneste var altfor spinkelt i mælet til at kunne gøre sig gældende. Saa stillede Jens Frederiksen med sit hornblæser-ensemble og spillede til salmerne, mens lærer Bach med sit sangkor stod for sangen af gudstjenestens sangbare liturgi. For altret stod igennem mange aar den gamle provst, selve legemliggørelsen af gammel kirkelig tradition og messede de øvrige liturgiske partier. Næppe nogen landsby her i landet har evnet saa festlig en indgang til julen som her.

Mindet om disse juleaftener i den gamle kirke yderst ved Himmerlandskysten rører endnu ved skøre strenge i ens sind. Siden kom der andre tider med andre folk paa de pladser, som det ikke lod sig gøre for efterfølgere at fylde ud.

En mangesidig mand